søndag den 6. juni 2010

Det nye tiltag

Sidste søndag forhindrede regn - meget regn endda - mig i at gøre brug af mit nye tiltag i kampen om at komme i maraton-form til tiden.

Hold på hat og briller: jeg har købt en cykel!! Jeg har ikke eget - endsige kørt - sådan en krabat i ca. 10 år. Og nej, jeg er ikke god til det. Min kørestil må siges at være præget af nervøsitet, til tider angst, usikkerhed og tumpethed. Men øvelse gør mester. Mogens og jeg holdt generalprøve for et par uger siden, og i dag var så første rigtige tur på den.

Sammen kørte vi ad Ringvejen ud til Mollerup Skov og rundt om Lystrup Engsø. En god lang tur. Vi cyklede i godt og vel 2 timer, så der var ingen smalle steder der! Vi holdt en kort pause, da der dukkede en ledig bænk op ved søen, men bort set fra det, så kørte vi frisk afsted med sus i håret og sol på næsen.

Planen er, at jeg hver søndag skal tage en god, lang tur på jernhesten. Og så skulle jeg gerne kunne finde ud af at cykle på arbejde i ny og næ. Jeg klumrer stadig i det; fx har jeg svært ved at dreje skarpt, jeg kan ikke vise ud og dreje samtidigt, og så kører jeg ikke altid der, jeg egentligt havde planlagt. Kommer tid, kommer råd.... som man siger.

1 kommentar:

  1. Det lyder forresten godt med den cykeltur. Men gisp! hvor blev jeg overrasket da jeg læste at du "ikke kan" cykle! Sig mig, hvor er du opvokset?! Jeg er så meget cyklist at min bagdel har formet sig efter en sadel (i hvert fald har jeg aldrig overvejet om det skulle være omvendt!) :-)

    SvarSlet