En snert af sommer

I dag stod der 8 miles på programmet. Ja, programmet er i miles, og det gør jo hverken sagen mere eller mindre anstrengende :) Men 8 miles svaret til 12,864 km - for nu at være helt nøjagtig. Jeg havde sådan løst planlagt en rute; den viste sig at være 13,3 km, så det var fint nok. Vinden var ikke til at tage fejl af i dag. Heldigvis svigtede solen ikke, så det blev til at fin tur præget af skumfidus-agtige skyer, solskin på næsen og brusende trætoppe. Lige min kop te, som man siger.

Jeg gjorde mig umage med at økonomisere med energien, for jeg kunne tydeligt mærke, jeg havde været ude at løbe et par gange i ugens løb også, og ruten bød på bakker. Men det gik fint. Jeg satsede på at bruge 1:18 på turen, og jeg brugte 1:19.

Totalt overskudsagtig!

I dag mødte jeg på arbejde lidt over syv. Så knoklede jeg trods træthed til klokken var 14:15 - jeg havde en aftale i byen, så jeg måtte styrte afsted. To timer senere kørte jeg tilbage til uni for at møde op til den strikkecafé, jeg selv var en af arrangørerne bag. Kl. 18:15 kørte jeg hjem, hvor jeg med det samme smækkede en pizza sammen. Nams! Den var altså ritti' go' :) Bagefter hoppede jeg ind bag skrivebordet og gav den en skalle i mit eget lille verdensfirma. Og kl. 21:30 kastede jeg mig så - nu dødtræt - ud ad døren for at klare dagens løbetur.

De 5,5 km gik fint. Jeg fokuserede bare på at 'gennemføre', dvs. lavt tempo. Faktisk var det en rigtig fin tur; perfekt vejr, og samtidig var trafikken stilnet af. Lynhurtigt faldt jeg ind i en behagelig rytme, så trods trætheden var det en fornøjelse. Nu håber jeg bare, der er energi til weekendens program! :)

Og nej, min hemmelighed er ikke intervaltræning! :D

10-12 km, igen

Jeg fik lige pludselig et hul i min dag, som jeg kunne bruge på en løbetur. Så jeg tog med det samme løbeskoene på og... løb!

Jeg var ret slatten i starten, da jeg ikke havde fået så meget søvn de sidste par dage. Men jeg satte et godt tempo, og det holdt jeg til min forbavselse hele vejen. Mindre slatten blev jeg dog aldrig. :)

Og så glæder jeg mig til at høre din hemmelighed! Sig ikke at du er begyndt på intervallerne allerede?! :D

Nu er det alvor

I dag sagde mit officielle løbeprogram noget til mig: "Løb 4,8 km i roligt tempo", sagde det. Så det gjorde jeg så. Eller. Faktisk løb jeg godt til på de sidste par km. Det blæste ret meget, men ben og lunger var gode, så det var bare med at komme ud over stepperne.

Der er nu 18 uger til, slaget skal stå. Og 18 uger jo bare nul og niks, når man lige tænker over det. Når man så tænker på alle de kilometer, der skal løbes, før man er klar, ja, så er 18 uger faktisk alligevel en sjat. Og godt det samme da - det kræver jo trods alt lidt at løbe 42,195 km sådan i ét stræk.

Og så har jeg et helt nyt tiltag, jeg nok skal fortælle om... men først på søndag :)

En hurtig opstart

I går blev til en ret hurtig tur på mindst 10, maks 12 km. :)

Det gik forbavsende godt, hvilket ikke var forventeligt set i forhold til mit løbefravær. Men benene ville fremad, og min kondi gjorde ikke noget for at stoppe dem. Så det var herligt.

Liiiige knap 5

I går løb jeg 4,95 km - mit ur kunne simpelthen ikke følge godt nok med til, at jeg kunne følge med i den tilbagelagte distance, mens jeg løb. Jeg måtte bare få resultatet bagefter. Jeg øgede farten markant ca. halvvejs og spurtede i 'mål', så mit ur havde travlt med at prøve at måle min hastigt stigende puls :)

Vejret var varmt og godt, og for en gangs skyld havde jeg altså fået for meget tøj på. Jeg svedte på underarmene, og så har jeg det helt sikkert for varmt. Men godt var det, og jeg trængte til at få musklerne rørt efter ca. 12 timer i en kontorstol.

Sygdom

Jeg har været lidt småsyg i den her uge, så det er ikke blevet til én eneste løbetur. Mit halvmaraton næste uge er under hårdt pres! :)

3 km med pause

I dag var planen at løbe ca. 4,5 km. Jeg kom afsted, og lagde nok lidt hårdere ud end først tænkt. Efter ca. 1,5 km passerede jeg et busskur, hvor en dreng stod og ventede. Først da jeg var kommet forbi, gik det op for mig, at drengen græd. Jeg 'trak håndbremsen' og vendte om. Den 11-12-årige dreng græd og snøftede i ét væk. Jeg forsøgte at trøste ham og spurgte til, hvad problemet var. Han var helt helt knust over, at hans bus var kørt fra ham, og han blev ved med at gentage, at nu var det for sent. Jeg fik ud af ham, at han skulle til Skejby, hvor hans skole ligger. Han var tydeligvis frustreret og meget ked af det. Jeg spurgte ham om, hvor hans forældre var - om han kunne ringe til dem. Intet hjalp. Ærligt var jeg faktisk lidt bekymret for ham, for han var bare helt knust. Så spurgte jeg igen til, hvad det var, der var så vigtigt, og som nu var for sent; knægten skulle til klaver! Kors mand, enten elsker han virkelig at gå til klaver, eller også er hans klaverlærer virkelig stræng! Der er selvfølgelig mulighed for, at han lider af perfektionisme eller bare ikke har prøvet så meget i livet endnu - helt grådkvalt og med bøjle på tænderne. Stakkels knægt i hvert fald :)

Han tulrede stille af - stadig ulykkelig. Og selvom jeg havde det sådan ret ambivalent med bare at forlade ham, så genoptog jeg min løbetur. Jeg satte farten op og løb så hurtigt, jeg orkede det. Rytmen var ligesom ødelagt, så jeg tog til takke med en "hurtig 3'er med hul i"

Søndagstur

Efter en del frustrationer om morgenen med Elisa (tænk, sådan en "sød lille pige" kan være en ren djævel!) måtte jeg have løbeskoene på. Det blev en gentagelse af sidste søndags tur på landet, dvs. mellem 10 og 12 km. Ja, jeg burde faktisk måle den op. ;)

Et sted på ruten blev jeg overrumplet af en gammel dame, som trillede ned af bakke med vinden i ryggen. Da hun overhalede mig skulle hun lige påpege at jeg "skulle løbe i den anden side af vejen, for jeg kunne jo ikke høre at hun kom bagfra". Jo tak! Jeg fik ikke lejlighed til at svare, før hun forsvandt.

Nu er jeg ikke en der normalt lader mig gå på af sådanne småting, men måske efter en morgen med et djævelsk barn følte jeg mig lidt forurettet. Så jeg satte farten op, og skæbnen ville at hun skulle samme vej som mig - og da vejen begyndte at stige overhalede jeg hende "lydløst" og blev samtidig nødt til at påpege at hun nok burde cykle i den anden side af vejen. Selvfølgelig med et smil. Og jeg tror nok hun forstod hentydningen. :)

Kravl så ned med sig!

I dag var min puls helt pjattet med at kravle opad. Jeg forsøgte at løbe stille og roligt, men uanset hvad, så ville den bare gerne op over de 170, og så bliver jeg altså forpustet. Jeg valgte at gå op ad de tre værste bakker; vi taler her pause af max. 30 sekunders varighed, så det var ikke just fordi, det blev meget nemmere af den årsag. Men en hjælp var det dog.

Jeg løb 10,5 km og til trods for den snigende puls, så var det en god tur. Ingen reel krise og vejret var fantastisk. Solen skinnede ned igennem et kæmpe stort mørkt gardin af tunge skyer - og lyset var netop på en sådan måde, at jeg næsten syntes, det var synd for dem, der bare sad hjemme i stuerne og gik glip af det.

4,5 km i fint vejr

Endnu en dag med sol og god vind i sejlene. Det er 3. dag i træk, jeg hopper rundt ude på stierne, og det gik fint. Jeg puster stadig vældig meget ved en fart på bare 11 km/timen. Men til forskel fra tidligere, så er det ikke længere forbundet med ubehag og evige tanker om, at det da snart må være ovre.

Fremgangen er faktisk til at få øje på. Min motionsdagbog siger, at jeg den 1. marts løb 3,25 km med knap 10/timen, og den siger også, at det var vildt hårdt!

Jøsses, siger man så :)

10-12 km + 1 times badminton

Ja, du har helt ret: Det gode vejr skulle nydes, de træer der allerede er sprunget ud i Risskov skulle ses, og Ramsløg skulle (traditionen tro) plukkes til aftensmaden.

Jeg skulle ned i DGI-huset, men pludselig havde jeg kun en halv time at løbe på, og da jeg stoppede op for at hjælpe en ellers hjælpesløs dame på Grenåvej med at sætte sin kæde på cyklen, ja, så blev jeg altså lidt presset på tid. Men jeg nåede det lige på minuttet, og jeg kastede mig fyr og flamme ind i badmintonkampen.

Hjemad gik det noget mere trægt. Benene var noget tunge ovenpå det hele. Men hjem kom jeg, og nu er jeg godt træt. :)

8 km - Tilst

Vejret var perfekt. Jeg løb i fuld sol og en let blæst hele vejen. Der var brusende træer, insekter, fugle og så blev jeg lige mindet om, at mælkebøtten findes; undskyld, mælkebøtte, jeg havde helt glemt dig - det er vinterens skyld!

Ømheden i baglåret forsvandt næsten efter et par km. Den har plaget mig hele dagen, så jeg gjorde mig umage for at få strukket godt ud, da jeg kom hjem igen og var helt varm. Turen blev en anelse længere end først beregnet, men nu var jeg jo kommet afsted, og det gik godt. Og så nød jeg virkelig at mærke den der rytme, hvor man bare ved, man kan blive ved et godt stykke tid endnu; langsomt, men sikkert.

4,2 km

I dag har jeg været træt og drømt om sofaer og liggestole så meget som mit arbejde tillod det ;)
Men træningen kalder. Jeg satse det lange ben foran og løb godt og vel 4 km i bakket terræn så hurtigt, som jeg kunne. Det var reelt set ikke særlig hurtigt, men øvelse gør vel mester.

Jeg har sat et skørt mål.... eller rettere; jeg tænker hele tiden på at slide det ene af mine to par løbesko op så hurtigt som muligt :o) Det er sådan lidt, at når jeg har gjort det, så 1) har jeg løbet en helt masse km og dermed passet min træning, og 2) må jeg få nye løbesko, hvilket bare altid er super duper dejligt. Fjollet, I know...

Åh nej da!

Kun én eneste løbetur i denne uge; jeg blev simpelthen druknet i planer. I dag snørede jeg så skoene og løb 6 km. Den dårlige samvittighed nager :( Den kommende uge bliver der ingen smalle steder, så det hjælper nok på det.

Forårstur på landet

I går blev det til en lille forårstur på landet. Det blev til omtrent 12 km, hvoraf mindst 3 af dem var i strid modvind. Der var rigtig godt vejr, næsten sommer - mere af det, tak! :)