3 km med pause

I dag var planen at løbe ca. 4,5 km. Jeg kom afsted, og lagde nok lidt hårdere ud end først tænkt. Efter ca. 1,5 km passerede jeg et busskur, hvor en dreng stod og ventede. Først da jeg var kommet forbi, gik det op for mig, at drengen græd. Jeg 'trak håndbremsen' og vendte om. Den 11-12-årige dreng græd og snøftede i ét væk. Jeg forsøgte at trøste ham og spurgte til, hvad problemet var. Han var helt helt knust over, at hans bus var kørt fra ham, og han blev ved med at gentage, at nu var det for sent. Jeg fik ud af ham, at han skulle til Skejby, hvor hans skole ligger. Han var tydeligvis frustreret og meget ked af det. Jeg spurgte ham om, hvor hans forældre var - om han kunne ringe til dem. Intet hjalp. Ærligt var jeg faktisk lidt bekymret for ham, for han var bare helt knust. Så spurgte jeg igen til, hvad det var, der var så vigtigt, og som nu var for sent; knægten skulle til klaver! Kors mand, enten elsker han virkelig at gå til klaver, eller også er hans klaverlærer virkelig stræng! Der er selvfølgelig mulighed for, at han lider af perfektionisme eller bare ikke har prøvet så meget i livet endnu - helt grådkvalt og med bøjle på tænderne. Stakkels knægt i hvert fald :)

Han tulrede stille af - stadig ulykkelig. Og selvom jeg havde det sådan ret ambivalent med bare at forlade ham, så genoptog jeg min løbetur. Jeg satte farten op og løb så hurtigt, jeg orkede det. Rytmen var ligesom ødelagt, så jeg tog til takke med en "hurtig 3'er med hul i"