Vejret var perfekt. Jeg løb i fuld sol og en let blæst hele vejen. Der var brusende træer, insekter, fugle og så blev jeg lige mindet om, at mælkebøtten findes; undskyld, mælkebøtte, jeg havde helt glemt dig - det er vinterens skyld!
Ømheden i baglåret forsvandt næsten efter et par km. Den har plaget mig hele dagen, så jeg gjorde mig umage for at få strukket godt ud, da jeg kom hjem igen og var helt varm. Turen blev en anelse længere end først beregnet, men nu var jeg jo kommet afsted, og det gik godt. Og så nød jeg virkelig at mærke den der rytme, hvor man bare ved, man kan blive ved et godt stykke tid endnu; langsomt, men sikkert.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar