I dag var min puls helt pjattet med at kravle opad. Jeg forsøgte at løbe stille og roligt, men uanset hvad, så ville den bare gerne op over de 170, og så bliver jeg altså forpustet. Jeg valgte at gå op ad de tre værste bakker; vi taler her pause af max. 30 sekunders varighed, så det var ikke just fordi, det blev meget nemmere af den årsag. Men en hjælp var det dog.
Jeg løb 10,5 km og til trods for den snigende puls, så var det en god tur. Ingen reel krise og vejret var fantastisk. Solen skinnede ned igennem et kæmpe stort mørkt gardin af tunge skyer - og lyset var netop på en sådan måde, at jeg næsten syntes, det var synd for dem, der bare sad hjemme i stuerne og gik glip af det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar