tirsdag den 28. september 2010

Berlin Maraton 2010 overstået!

Det blev den mest regnfulde weekend jeg længe har oplevet. Det startede lørdag, da jeg begav mig hen for at se skaterne og det stoppede end ikke før vi forlod Berlin mandag morgen. Et lille ophold 2/3 af vejen søndag var det eneste tørvejr jeg oplevede.

Men altså, min hofte begyndte som forventet at værke blot efter 15-16 km, og derfra var det op ad bakke. Jeg kæmpede mig videre indtil 38-39 km, hvor jeg måtte gå. Jeg gik indtil lidt før 41 km, hvorefter jeg joggede slagen i mål på 3:50:55.

Men men men! Det er underligt nok det bedste maraton jeg har løbet, for jeg var fuld af overskud hele vejen. Jeg vinkede til tilskuere hele vejen, og selv da jeg gik havde jeg overskud til at smile til de dumme :) kommentarer der kom fra mængden.

Da jeg endelig kom i mål havde jeg det også godt. Det eneste problem var at jeg havde glemt skiftetøj. Intet havde jeg medbragt, og det er vidst en ægte Daniel.

Desuden gik jeg 1-2 km i forkert retning fra U-bahn og måtte i alt trave 3 km hjem til hotellet, drivvåd, i løbetøj. Men jeg fandt senere ud af at det havde mildnet ømheden i benene, så der er virkelig ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget! :-)

Og så glæder jeg mig til at høre min medbloggers oplevelser!

søndag den 19. september 2010

Sidste skub...

Torsdag løb jeg en kort tur på godt 6 km - det gik fint. Men hold da ferie, hvor er det pludseligt blevet efterår! Nå, men altså, den rette påklædning og et arsenal af reflekser, så går det vel alt sammen :)

I dag blev det til 12 km op ad Ringvejen, til venstre ad Randersvej, og så - som noget nyt - ind ad den sti, der er lavet langs med Vestas-bygningen, rundt langs sygehuset og hjem. Jeg ville egentligt have løbet over Kasted til Skejby, men efter de nye veje og rundkørsler er kommet til, bliver jeg snotforvirret, når jeg skal den vej rundt, og jeg ender som regel med at løbe i kanten af Randersvej, før der kommer fortorv - not nice!

Som min kære medblogger måske selv er lidt inde på, så er det der med at løbe 26 km en uge før selve løbet (som er søndag kl. 9:00) måske ikke just det mest gennemtænkte, jeg nogensinde har hørt om. Og slet ikke med dårligdom i kroppen. Oh well, det er stadig super flot at klare den på godt 2 timer. Noget jeg kun drømmer om :)

26 km med ondt i hoften

Jeg smuttede ud på 26 km. Dem løb jeg uden problemer (*) på 2 timer og 5 minutter. Det er ok. Så formen skulle være klar til... er det egentlig lørdag eller søndag? Det er vist søndag, hva'?

Jeg tager en kort tur på onsdag på 4-5 km, men ellers var det sidste tur før det går løs. Spændende! Jeg er *stadigvæk* ikke helt ovenpå, så ekstra spændende bliver det vist også! :/

* Jeg døjede dog med venstre hofte hele vejen, og det var lige før jeg måtte stoppe. Ja-ja, det har jo ligget og luret i noget tid nu, og så vælger det selvfølgelig at springe ud af busken som en tiger lige før maraton... "Oh well, whatever, nevermind" er der vist en indsigtsfuld mand der engang har sagt. :)

lørdag den 18. september 2010

Sygdom... igen...

Sidste onsdag løb jeg 4 km. That's all.

Jeg har været syg igen. Og jeg skranter stadigvæk. Det er både meget, meget uheldigt og meget, meget mærkeligt. Jeg har jo trods alt næsten lige været syg.

Stakkels, stakkels mig. Nu er der kun en uge til maraton, og jeg har ikke løbet i to uger. Og hvad værre er, jeg er overhovedet ikke i maraton-mood. Slet ikke. For at være ærlig, jeg tror næsten ikke på at jeg kan løbe et maraton om en uge, og jeg gider egentlig slet heller ikke. Og det er jo ikke så godt. Når alt kommer til alt er det jo bedst at tro på det og ville det en uge før maraton. Specielt det sidste.

Nå, men jeg sølle stakkel vil se om jeg kan komme ud en tur i morgen...

:/

tirsdag den 14. september 2010

6,2 km

I dag var der en masse praktiske ting, der skulle klares, før der stod løb på menuen. Klokken blev godt 22, så det var helt mørkt, da jeg endelig kom afsted. Men det var relativt lunt i vejret, og for en gangs skyld holdt det tørt. Jeg lagde stille ud og øgede så farten efterhånden - og spurtede naturligvis i 'mål' :)

mandag den 13. september 2010

Siden sidst

Jeg har altså trænet. Jeg har bare haft bøvl med at kunne komme til at poste indlæg her på bloggen - that's all.

Dagen efter de 30 km luntede jeg 2 km for at få løst lidt op i især lårene. Det var efter råd fra min massør, Flemming. Han er BA i idræt og så selvfølgelig uddannet massør, så han ved vel, hvad han snakker om :)

Mandag og fredag cyklede jeg til og fra arbejdet, og jeg må sige, at bakkerne var til at mærke på trods af den korte afstand på knap 6 km hver vej.

Henover ugen løb jeg tre ture på mellem 6 og 8 km. I weekenden løb jeg 20 km i regnvejr. Jeg kan nu mærke, hvordan min opfattelse af distance igen har flyttet sig; jeg tænkte ikke videre over lige at skulle løbe 20 km, end ikke i ret ringe vejr. Jeg gjorde det bare, og så var det det.

onsdag den 8. september 2010

3,5 km

Stille og rolig tur på 3,5 km.