I aftes løb jeg til True. På vej derud måtte jeg endnu engang finde mig at blive råbt ad, dyttet ad, hujet ad og ikke mindst slået ud efter. Som kvindelig løber er man jaget vildt; man må tage, hvad der kommer. Åbenbart. Efter at have undsluppet de scooter-kørende møgidioters lapper, hulke-tudede jeg, mens jeg løb. Jeg bliver rasende, når nogen krænker mit 'space' - og ærligt talt, så havde jeg lyst til at råbe: "I fårking møgperkere - jeg håber, I crasher og smadrer jeres kranier, så vi alle sammen kan leve lykkeligt til vores dages ende uden jer!!!!!". Men det gjorde jeg så ikke. I stedet for blev jeg bare bange for alle de mennesker, jeg mødte på min vej.
Havde det ikke været for 'selskabet', så havde turen været helt fjong. Jeg var lidt træt i benene på de sidste par km, men ikke noget, der som sådan betød det store. Og jeg kan til enhver tid anbefale True som udflugtsmål.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar